Materialet i gummiendepakninger kan indledningsvis identificeres ved hjælp af fem almindelige metoder: forbrændingsmetode, vægtfyldemåling, mediemodstandsvægtforøgelsestest, varmluftældningstest og lavtemperaturmetode.
1. Forbrændingsmetode: Tag en lille prøve og antænd den i luft, observer forbrændingstilstanden, flammens farve og lugt:
- Nitrilgummi (NBR): Flammen er gul, når den brænder, med sort røg og en skarp lugt, der ligner brændende plastik.
- Fluorrubber (FKM): Selvslukkende- efter at være blevet fjernet fra flammen og producerer tæt røg med en sur lugt og en lille flamme.
- Silikonegummi: Efterlader en hvid pulveragtig rest efter brænding, uden tydelig flamme.
- Ethylen propylen dien monomer (EPDM): Brænder kontinuerligt med en skarp flamme og viser blødgøring og dryp.
2. Densitetsmåling: Mål prøvedensiteten ved hjælp af en elektronisk skala:
- Fluorgummi har den højeste vægtfylde, typisk over 1,8;
- Kloroprengummi (CR), ECO osv. har også for det meste vægtfylde over 1,3;
- En væsentlig højere vægtfylde kan foreløbigt identificeres som fluorgummi eller chloroprengummi.
3. Vægtforøgelsestest: Nedsænk prøven i et specifikt medium (såsom 100 graders maskinolie) i 24 timer og vej den derefter:
- NBR, fluorgummi, CR og ECO viser ringe ændring i masse og hårdhed;
- NR, EPDM og SBR vil dog mere end fordoble i vægt med en betydelig volumenudvidelse.
4. Varmluftsældningstest: Anbring prøverne i et ældningskammer og opvarm i en dag, hvor du gradvist øger temperaturen og observerer ændringerne:
- Ved 150 grader vil naturgummi (NR), chloroprengummi (CR) og SBR blive sprøde, mens NBR og EPDM forbliver elastiske;
- Ved 180 grader vil almindelig NBR blive skør;
- Ved 230 grader vil hydrogeneret nitrilbutadiengummi (HNBR) også gå i stykker, men fluorgummi og silikonegummi bevarer en god elasticitet.